I et tæt samarbejde med barnet og dets forældre skal skolen fungere som et trygt og udviklende bindeled for barnet i vejen fra det nære fællesskab i familien til det større fællesskab i skolen og samfundet.
Et forpligtende fællesskab er et centralt tema i hele skolegangen. Ordet forpligtende dækker over, at børn, forældre og lærere forpligter hinanden til at arbejde for, at skolen opleves som et attraktivt fællesskab. På denne måde skaber vi rammerne for, at det enkelte barns evner kan udfoldes.
Skolen bygger på traditionerne fra Grundtvig og Kold. Fællesskab, tryghed, tillid og ligeværd er grundpillerne i skolen. Gennem fælles morgensang og morgensamling lærer alle eleverne hinanden at kende. Fortælling og samtale er de vigtigste indgangsveje til at give børnene lyst til at lære, og dette vægtes højt gennem hele skoleforløbet.
Når vi har skabt de rette rammer for skolegangen, kan vi både danne og uddanne børnene til at leve i et demokratisk samfund med frihed og folkestyre og udvikle børnenes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder.